
LIGE FRA HJERTET
LIGE FRA HJERTET er podcast for guidede meditationer fra Kontemplations Praksisbibliotek og for vores indlæste blogindlæg.
Vi har her udvalgt materiale som er talt, skrevet og indlæst direkte fra hjertet: ufiltreret, ubeskyttet og åbent.
Det er vores håb og ønske at disse instruktioner og tekster kan være en støtte til en regelmæssig meditativ praksis, en inspiration til nærvær og hjertelighed i hverdagen - og til den kreative friskhed og fornyelse af dagligdagen som det er muligt at åbne til når vi løber risikoen og vover, i glimt eller stræk, at leve lige fra hjertet.
LIGE FRA HJERTET
Juan Ramón Jiménez og den nøgne poesi
Hanneli læser højt af digte skrevet af den spanske digter og nobelprismodtager Juan Ramón Jiménez – digte der kredser om det at være menneske, om det at lytte indad, give slip og træde over tærsklen til noget ukendt.
Jeg er ikke jeg
Jeg er ham
Som jeg ikke ser gå ved siden af mig …
Poesien bliver en slags meditation. En bevægelse ind gennem en indre portal. Først hengivelsen til sproget – så afkaldet. Som om ordene både viser vej og peger ud over sig selv.
I 1940’erne oplevede Jiménez en dyb indre krise – kreativt og menneskeligt. Han trak sig tilbage til stilheden og naturen i Pyrenæerne. Her, i tre måneders alenetid, retreat, vendte poesien tilbage i en ny form: mere nøgen, mere stille, mere sand.
“Indre poesi undviger ord,” sagde han.
“Når man ønsker at udtrykke noget dybtgående, er sproget en begrænsning.”
I denne oplæsning inviterer Hanneli ind i netop denne form for poesi – som videregivelse. Som portal. Som enkelhed - nøgent nærvær.
Besøg os her:
kontemplation.dk
eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube
Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk